OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg har et problem med min skulder. Den går nogle gange af led, så den bliver skubbet fremad, og det gør rigtigt ondt, indtil jeg trækker den på plads igen. Det opstår kun, når jeg anstrenger min venstre skulder ved eventuelt at løfte noget tungt.
"Skaden" opstod for ca. 2 år siden, da jeg var ude for et trafikuheld, hvor jeg landede på min skulder. Da gik den af led første gang, og siden har jeg haft problemet nogle gange. Det sker ikke ofte, men det er stadig træls, at den går af led. Er det mon alvorligt, og kan der gøres noget, eller er det noget jeg bare må leve med?
Med venlig hilsen en spørger.
Kære spørger,
Hvis en skulder går af led en enkelt gang, og man ud fra et røntgenbillede ikke får mistanke om at brusken i skulderleddet er ødelagt, vil man som regel vælge at prøve om man kan stabilisere skulderen ved hjælp af fysioterapi vejledt træning.
Men, hvis din skulder går virkeligt af led flere gange, er der bestemt en risiko for, at brusken i dit skulderled bliver ødelagt. Dette kan bevirke, at du får problemer med slidgigt og smerter i skulderen på lang sigt.
Det er næppe sandsynligt, at du i den situation kan stabilisere skulderen ved træning. Da du ikke er ældre end du er, synes jeg bestemt du skal få en henvisning til en ortopædkirurg med henblik på at få en stabiliserende operation i din skulder.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Sidst opdateret: 04.08.2005