OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Må jeg farve hår og flyve, når jeg er gravid?

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg har fået at vide, at en gravid kvinde ikke må få farvet sit hår, da det er farligt for fosteret. Jeg vil gerne vide om det er rigtigt? Er det farligt, hvis man får lavet striber i håret, som begynder 4-5 cm væk fra hovedbunden?

Jeg vil også gerne vide, om man godt må flyve, når man kun er 5-6 uger henne?

På forhånd tak!

Med venlig hilsen M

Svar:

Kære M

Hårfarvningsprodukter kan være allergifremkaldende, idet mange indeholder det kemiske produkt ppd = p-phenylenediamin, som kan give anledning til allergiske reaktioner såsom eksem og hævelser i ansigt og på hals. Stofferne kan optages i den gravide kvindes blod og kan formodes at være tilstede i modermælken. Mellem 5-6 % af alle mennesker udvikler allergi overfor hårfarveprodukter ved brug af sådanne.

Selvom man vælger planteekstrakter (hennafarver) til at farve sit hår med, er det ingen garanti for allergifrihed, i det der ofte alligevel vil være ppd i produktet. Miljøstyrelsen har derfor udtalt, at gravide og ammende frarådes at anvende hårfarvningsmidler.

Endvidere vil jeg gerne henvise til Miljøstyrelsens ”9 gode vaner ved graviditet og amning”.

Med hensyn til rejser og graviditet kan man ved en normalt forløbende graviditet flyve frem til uge 36 og eventuelt i uge 36-38 ved flyvning i op til 4 timer. Men man bør altid kontakte sit rejseselskab med henblik på eventuelle særlige regler og krav til dokumentation på graviditetens længde.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin.

Sidst opdateret: 30.11.-0001