Må jeg som gravid tømme kattebakken?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en kvinde på 27 år, som venter mit første barn. I vores hjem har vi en kat, men der er mange problemer med, hvem der skal ordne kattebakken. Jeg mener at have fået at vide, at det kan være skadeligt for barnet, hvis jeg ordner kassen, men min mand holder fast på, at det er en myte. Jeg vil meget gerne vide, om det er skadeligt for mit ufødte barn eller ej.

Med venlig hilsen R

Svar

Kære R

Allerførst naturligvis til lykke med graviditeten. Spørgsmålet I gerne ville have afgjort er, om det er skadeligt for den gravide (og hendes ufødte barn), at hun har med en kat at gøre, og helt præcist at hun tømmer kattebakken. Det er sådan, at katte ofte i deres tarmkanal har en meget lille parasit, Toxoplasma gondi, som udskilles med kattens afføring. Parasitten smitter andre dyr og mennesker, som kommer i kontakt med afføring fra katte ude i naturen ( f.eks. i sandkasser) eller for menneskers vedkommende hjemme, f.eks. ved at tømme kattebakken. Normalt bemærker man ikke, at man bliver smittet med toxoplasmose. I langt de fleste tilfælde (> 80%) er der ingen symptomer, og selv om parasitten forbliver i kroppen (i muskler og hjerne) resten af livet giver heller ikke dette anledning til nogen sundhedsproblemer, medmindre der skulle ske en voldsom forringelse af ens normale immunforsvar , som det kan ses ved f.eks. AIDS sygdom.

Da parasitterne således også livslangt kan sidde i kød (muskler) på dyr, som bruges til mad, kan man også smittes via råt kød. Smitte med toxoplasmose er helt almindelig i Danmark. Således vil omkring 25% af førstegangsgravide, som du selv, vise sig at have haft sygdommen (uden at ane det) hvis der bliver taget en blodprøve for antistoffer mod toxoplasmose. Har man allerede haft sygdommen før graviditeten, spiller den ikke nogen rolle for fosteret, som så ikke bliver smittet i livmoderen.

Har den gravide derimod ikke antistoffer før graviditeten og smittes under svangerskabet pga. kontakt med katte, kan sygdommen undertiden overføres til det ufødte barn. Smittes den gravide, er risikoen for overførsel af sygdommen til fostret størst i sidste tredjedel af svangerskabet (risikoen hér i størrelsesordenen omkring 60-70%). Imidlertid vil de fleste af de børn, der smittes i livmoderen, være uden symptomer og sygdom. Dog kan omkring en femtedel af børnene pådrage sig ubehagelige problemer i øjne og hjerne. Da graviditeten jo kun varer 9 måneder og den årlige smitterisiko for toxoplasmose formentlig kun er af størrelsesordnen ½-1%, er risikoen for, at en gravid uden toxoplasmose antistoffer blive smittet under graviditeten og oven i købet give smitten og sygdom videre til fostret meget lille ( omkring 0.1%)

På trods af denne meget begrænsede risiko for at pådrage sig smitte med toxoplasmose er anbefalingerne, at gravide de holder sig fra at indtage ikke varme eller frostbehandlede kødprodukter (= råt kød), som kan indeholde smittefarlige parasitter. Det anbefales også, at kattebakker rengøres dagligt, da det tager nogle dage før de parasitter, der udskilles med katteafføring, bliver smittefarlige). Men det er ikke gravide, der skal passe dette rengøringsjob, hvis det kan undgås!

Da risikoen for toxoplasmose smitte hos gravide, som det fremgår af tallene ovenfor, er meget begrænset, anbefaler man ikke screening af alle gravide med henblik på antistoffer mod toxoplasmose. Men det er muligt via egen læge at få en blodprøve, som kan vise, om man som gravid tilhører de ca. 75%, som ikke på forhånd er smittede med denne parasit. Mere nyttigt er det dog at overholde de nævnte simple anbefalinger om ”råt kød” og om at undgå direkte kontakt med katteafføring. Håber dette er svar på jeres spørgsmål.

Med venlig hilsen

Sören Thybo

Speciallæge i tropesygdomme

Sidst opdateret: 20.04.2014