Er min kone afhængig af smertestillende medicin?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min kone har siden så vidt jeg husker (1999) pga af diskusprolaps taget Tramadol 50 mg, 2 Panodil morgen og aften derudover fornyligt udskrevet Imigran 25 mg samt stesolid til migræneanfald. Efter diskusprolapsen blev min kone (anderledes), hvilket både børnene og jeg accepterede som en følge af smerter. De senere år er er dette mønster ændret til en til tider nu meget uadregarende adfærd (verbalt ondskabfuld/ svært ved at skelne ret fra forkert når det drejer om hende, manglende empati (ser kun sin egen lille verden), kan forsætte at køre i samme emne/spor utroligt længe, selvom folk siger nu er det forstået, og nu er det nok. Dette kan være skræmmende til tider og bliver faktisk en ting man desværre betragter som man som en del af hverdagen, bortset fra hvis man får et lille pusterum, og ligesom kan betragte tingene fra oven. Jeg undrer om dette om medicinen som er indtaget gennem årene, kan forårsage denne afvigende adfærd, som tilsyneladende bliver værre med årene.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Det aktive stof i stesolid benævnes diazepam. Dette stof kan medføre aggresivitet. Du oplyser, at din hustru tager imigran samt stesolid ved migræneanfald. Imidlertid savner jeg information om, hvor ofte din hustru får migræneanfald og dermed hvor ofte hun tager stesolid. Som jeg forstår det, tager hun tramadol dagligt. Tramadol er et morfinlignende stof som kan medføre angst. Måske har hun lidt angst som følge af behandlingen, og reagerer så med at blive pirrelig. Jeg bemærker at din hustru er opereret i 1999 og efter operationen sat i behandling med den nævnte medicin. Er der nogen læger, som kritisk har gennemgået hendes medicinforbrug og set på mulighederne for at trappe ud af noget af medicinen? I modsat fald, vil jeg da foreslår, at du og din hustru kontakter jeres praktiserende læge mhp. at få gennemgået medicinforbruget. Jeg håber, at din hustru slipper af med sin aggressivitet til gavn for hende, dig og hele familien.

Med venlig hilsen

Hans Mørch Jensen

Speciallæge i psykiatri