OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg fik i januar 2008 konstateret en nethindeløsning på mit venstre øje. I den forbindelse hørte jeg et rygte, jeg gerne vil have be- eller afkræftet:
Jeg har hørt, at man som nethindeløsningspatient ikke kan føde et barn normalt, men at man skal have foretaget et kejsersnit, da presset på øjet kan få syningen til at gå op. Er det korrekt?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
De første 5-6 uger efter en nethindeløsningsoperation bør man undgå at få stød eller slag på øjenregionen, og tidligere fik patienterne også besked om at være forsigtige med anstrengelser, der ”kan bringe blodet til hovedet”.
I dag er operationerne så skånsomme og sikre, at det ville være forkert at gøre folk til stillesiddende individer, fordi de har haft en nethindeløsning. Professionelle boksere er den eneste erhvervsgruppe, der stadig er i riskikoklasse for en ny løsning, hvis de fortsætter karrieren.
Det hyppigste opståelsestidspunkt for en nethindeløsning er sent på natten, hvor de fleste ligger roligt i deres senge, og tidligere tiders skånebestemmelser, for eksempel tildeling af førtidspension til en landmand, der er blevet blind af en nethindeløsning på det ene øje, er med god grund forladt.
Det vil være klogt af dig at nævne, at du har haft en nethindeløsning, hvis du skal opereres eller forløses i fuld bedøvelse, da man godt kan risikere at blive anbragt i en position, hvor man kan få et tryk på sit øje. Langt det vigtigste i din situation er dog at være opmærksom på varslingssymptomerne på en ny nethindeløsning (også på det andet øje) i form af :
gardinfornemmelse
pludselig fremkomst af uklarheder i synet
Fordelen ved at komme tidligt til behandling er blandt andet, at man i visse tilfælde kan undgå en egentlig operation, og nøjes med en laser-forsegling af et nyt hul i nethinden.
Med venlig hilsen
Erik Krogh
speciallæge i øjensygdomme, overlæge, dr. med.
Sidst opdateret: 24.08.2011