Hvorfor oplever jeg brune pletter og ildelugt i skeden?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg er en sund og rask pige på 20 år. Her for cirka et år tilbage bemærkede jeg en lille brun plet i min skede. Tænkte ikke videre over det, og troede den ville forsvinde af sig selv. Det skulle så ikke være tilfældet.

Forleden bemærker jeg, så at der ikke bare er en, men flere pletter nu. Det er ikke store pletter, der er tale om, men små runde mørke brune pletter. Har forsøgt at søge på nettet, for at finde andre med lignende problemer, men uden held. Det eneste jeg kunne læse mig til, var noget med hudkræft. Så nu er jeg da lidt nervøs om det kunne være sådan noget?

Jeg døjer også med en træls lugt og kløe dernede fra. Har forsøgt med intimshampoo. Det hjælper i et par uger, men så er lugten og kløen tilbage igen. Kan det have noget med de mærkelige pletter at gøre? Jeg er ikke så god til at få taget mig sammen til lægebesøg.

Håber i kan hjælpe, da det går mig meget på.

Venlig hilsen,

en Spørger

Svar

Kære Spørger,

Der er ikke noget at være flov over. Nå, det er jo let nok for mig at sige, og nu er du heldigvis kommet så langt, at du betror dig til mig. Tak for det.

Din beskrivelse af dit problem er for så vidt god nok, men der mangler alligevel nogle oplysninger. Hvor sidder de brune pletter? Du siger i skeden, men mener du i skridtet mellem kønslæberne ved skedeindgangen? Er de flade og går i ét med slimhinden? Eller er det små knopper?

Du har læst dig til, at det kunne være noget med hudkræft! Jeg opfatter dig som en ung, rask kvinde med mod på livet. Du har måske en kæreste? Du har måske et godt sex-liv? Du har et godt og sundt underliv - bortset fra de nævnte skavanker. Du passer på, ikke at blive gravid - men nævner ikke noget om p-piller?

Og så er der lugten og kløen! Jeg kan godt forstå, du er træt af det. Men du kan alligevel ikke tage dig sammen til et lægebesøg. Og nu er der gået et år! Med de samme symptomer men med flere pletter. Det skal der sættes en stopper for, men det kan kun ske ved, at du tager dig sammen og går til din læge eller eventuelt bliver henvist til en gynækolog. Og jeg er ret overbevist om, at du kan få en fornuftig og fredelig forklaring på det hele - og glemme alt om hudkræft og lignende.

Lugt og kløe er sikkert blot lidt skedekatar , som alle kvinder oplever det fra tid til anden. Det vil en undersøgelse vise og forklare - og det kan du måske få noget lindrende imod.

Jeg kan ikke sige dig noget sikkert om de brune pletters natur, men hvis jeg så dem, ville det sikkert ikke være svært at give dig en beroligende forklaring. Og det kan din læge eller gynækolog selvfølgelig også. Men du slipper ikke uden om undersøgelsen. Se nu at få det overstået.

Venlig hilsen,

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 07.03.2013