Hvad skyldes svie i underlivet?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har i en længere periode oplevet, at det svier, efter min kæreste og jeg har haft sex.

Ofte føles det, som om jeg skal tisse i op til 30-40 minutter efter sex, selvom jeg ikke skal. Jeg har været sammen med min kæreste i tre år, og vi er begge blevet tjekket for sygdomme i starten af vores forhold.

Når jeg ved, at der er sandsynlighed for, at det kommer til at svie efter sex, giver det mig mindre lyst. Jeg har ikke haft lyst til at gå til min egen læge, da jeg frygter, at det vil resultere i en gynækologisk undersøgelse. Jeg har fået lavet en sådan undersøgelse før, og jeg følte, at det var voldsomt ubehageligt. Kan du give mig et hint om, hvorfor det svier, når jeg har haft sex?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Svie i skridtet og trang til at skulle tisse konstant i et stykke tid efter samleje er noget, mange piger kan nikke genkendende til. Det kan være ret ubehageligt og irriterende - og det kan tage lysten fra selv den bedste.

Det kan være noget, der kommer og går, og du har da også tålmodigt ventet på, at det skulle gå over af sig selv. Men det gør det bare ikke, ser det ud til. Årsagen er, at slimhinderne i skridtet, skeden og nederste del af urinrøret er irriterede.

Det skyldes nok en kombination af forskellige forhold; øget følsomhed i slimhinderne, vækst af mikroorganismer (formentlig gærsvampe ) og mekanisk irritation (eksempelvis tryk mod huden eller stramt tøj). Du fejler næppe noget, og du kan heller ikke selv gøre for det. Men det sker en gang imellem, at de mikroorganismer, som man finder i store mængder på huden og i slimhinderne, kommer ud af sædvanlig balance. De mest aggressive mikroorganismer maser sig ekstra frem og går løs på slimhinderne. Slimhinderne svarer derved igen ved at blive svulne, ømme, irriterede og røde for en tid, indtil den naturlige balance genoprettes, og så er det gået over endnu engang.

Tilbøjeligheden bærer du tilsyneladende stadig i dig. For at hjælpe på situationen, så prøv følgende:

1) Spar på vand og sæbe, når du vasker dig forneden, eller brug eventuelt intimsæbe og -creme i stedet for. Lad være med at gnubbe, men tør dig forsigtigt med et blødt, tørt frottéhåndklæde.

2) Sørg for, at du altid er varm og tør i skridtet.

3) Undgå alt for stramme trusser.

Mikroorganismerne trives dårligt i frisk luft. Og når du er sammen med din kæreste, skal I prøve at give jer god tid, så du er sikker på, at du er fugtig nok inden samleje. Hvis du alligevel føler tørhed, så brug en glidecreme eller lidt mandelolie. Prøv at lade selve samlejet være en mindre del af samværet for at mindske eller undgå mekanisk irritation. Det vil i hvert fald mindske risikoen for ubehag.

Når det er sagt, er jeg nødt til at tilføje, at de beskrevne symptomer også genkendes ved for eksempel klamydia-infektion . Jeg går ud fra, at du og din kæreste også har tænkt på det? Men det er jo ikke nok at tænke, man skal handle. Hvis jeg var dig, ville jeg gå til lægen med din kæreste under armen og få det overstået med den gynækologiske undersøgelse . Hvis du fortæller, hvor skidt du har det ved tanken om undersøgelsen, vil lægen tage alle mulige hensyn til det. Så går det altsammen ganske let.

Hvis du gør det, får du klarhed, og du får højst sandsynligt at vide, at du ikke fejler andet end det, jeg har beskrevet ovenfor.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Specialist i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 16.03.2014