Kære Netdoktor
Jeg er lidt i vildrede, da jeg har forsøgt at råbe min egen læge op siden maj 2013, hvor jeg begyndte at døje med voldsomt uren hud (sommetider byldelignende tilstande), fuldstændigt udeblivende menstruation (hver tredje - fjerde måned) og synsforstyrrelser, der føles, som om der ligger et stykke slør for mine øjne. Dette er dog på retur, men det har påvirket mit syn generelt.
Mine symptomer har siden udviklet sig, og jeg har i dag rigtig mange ar både i ansigtet og på ryggen. Jeg har fået en masse underlige røde knopper fordelt på hele kroppen for nyligt, og jeg har lidt af ildelugt fra skeden. I dag har jeg dog "kun" sår og smerter omkring skedeåbningen og absolut ingen sexlyst.
Jeg har været ved lægen flere gange for "blærebetændelse", uden at dette kan påvises andet end ved lidt blod i urinen hver gang.
Jeg endte med at selvdiagnosticere mig for omkring to måneder siden med PCOS, men blev straks afvist af egen læge. Efter megen parlamentering fik jeg dog en henvisning til gynækologen, og ganske rigtigt havde jeg PCOS.
Nu står jeg desværre bare stadig tilbage med en frygtelig masse underlige symptomer, som jeg stadig ikke forstår, og som jeg bare skal lære at leve med. Eller hvad? Min læge har netop givet mig antibiotika mod "betændelse i huden".
Jeg er lige ved at bryde helt sammen! Hvad er der dog galt med mig? Jeg føler, min læge kalder mig hypokonder mellem linjerne. Kender I måske en sammenhæng mellem disse symptomer? Jeg tænker noget betændelsestilstand eller hormonelt? Jeg er helt ude af den! Jeg er kun 21 år! Jeg skal ikke fejle alt muligt.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Det er godt for dig, at du endelig har fået stillet en diagnose, men naturligvis træls, at du har skullet kæmpe for at blive hørt.
De symptomer, du beskriver, passer jo i bund og grund glimrende på PolyCystisk OvarieSyndrom, PCOS , på nær dine synsforstyrrelser - men det kan jo trods alt være noget, der er tilstødt uafhængigt trods det tidsmæssige sammenfald. De symptomer, du oplever fra urinvejene, er sandsynligvis også betinget heraf.
PCOS er en hormonel forstyrrelse, og påvirker derfor som sådan hele kroppen og de funktioner, der er styret af den hormonelle balance. Huden er bestemt påvirkelig i den forbindelse, på samme måde som hårvæksten også er det, og derfor kan behandlingen af din urene hud sagtens tage udgangspunkt i behandlingen af PCOS.
Jeg mener ikke, du skal frygte at være hypokonder, da dine symptomer jo i den grad er virkelige og håndgribelige - og man skal huske på, at et problem som uren hud opleves forskelligt fra patient til patient!
PCOS er en relativt hyppig forekommende tilstand. Man kender ikke baggrunden for tilstanden, men ved dog, at flere forskellige ting spiller ind. Du skal drøfte dine symptomer med gynækologen, som vil være den rette til at varetage behandlingen af denne tilstand.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 29.07.2014