Annonce

Jeg har taget på af p-piller, er mini-piller et godt alternativ?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er på p-piller, og jeg har et mindre problem.

Da jeg startede på p-pillerne, vejede jeg 57 kilo, og inden for kort tid vejede jeg 61 kilo, og jeg kan ikke komme af med kiloene igen.

Jeg har derudover fået strækmærker på mine inderlår, så jeg er ikke særlig glad for min krop mere.

Jeg spiser sundt, jeg dyrker motion flere gange om ugen, og min vægt ryger kun op af, og det er jeg rigtig ked af.

Jeg har læst mig frem til, at man kan tage noget, der hedder mini-piller, som der er mindre hormoner i.

Ville dette muligvis kunne hjælpe mig til at få min gamle vægt tilbage?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

P-piller og vægt har været et tilbagevendende diskussionsemne, siden pillerne første gang blev introduceret. Det er en sammenhæng, som er yderst vanskelig at af- eller bekræfte, da mange kvinder opstarter og benytter denne behandling i perioder af deres liv, hvor der i forvejen sker ændringer med vægten.

Over årene er der naturligvis samlet en utrolig stor mængde erfaring og data i forbindelse med p-piller, og der er tilsyneladende ikke noget grundlag for at tilskrive behandlingen en væsentlig ændring i vægten. Man ved, at der sker en mindre væskeophobning i kroppen, når man påbegynder hormonbehandling, og det er i størrelsesorden et - to kilo væske. Væske, som i øvrigt forsvinder fra kroppen igen efter ophør med behandlingen.

Det, vi kender som p-piller , er en kombination af to hormontyper; østrogen, som er det kvindelige kønshormon, og gestagen, som er blødningsregulerende. P-piller findes med forskellige sammensætninger af de to hormontyper.

Der er ingen tvivl om, at enkelte patienter reagerer kraftigere på en behandling end andre gør, og det lyder jo også til at være tilfældet hos dig. Der vil det give god mening at skifte behandlingen, og en oplagt mulighed kunne jo være at skifte til mini-piller, som du selv foreslår.

Mini-piller indeholder ikke østrogener. En anden mulighed kunne være at skifte til en anden generation af p-piller. Her skal man dog have fokus på den risiko, der er for blodpropper, en risiko der øges, hvis man er overvægtig, ryger og disponeret for blodpropper. Det er altid en individuel afvejning.

En behandling som man tåler dårligt, bør man i udgangspunktet ikke acceptere (med mindre der ingen alternativer findes!), så du skal tage en snak med din læge om at få ændret behandlingen.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 05.08.2014




Annonce