Hvorfor får jeg smerter i endetarmen, når jeg har menstruation?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har de seneste par år haft mange smerter under menstruation, det er dog blevet meget, meget værre det sidste års tid. Grundet de mange smerter er jeg begyndt at springe en eller to menstruationer over. Det skal siges, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, at jeg begyndte på P-piller og mine smerter. Mine smerter er kommet år efter, jeg begyndte på P-piller.

Jeg mærker smerterne på samme måde som førhen, de er bare værre nu, og de gør, at jeg ikke er i stand til udføre daglige rutiner. Smerterne kommer først, når jeg skal have menstruation. Det er indre smerter. Det føles, som om min livmoder kramper, hvilket jeg tænker er meget normalt, men samtidig får jeg ekstreme smerter i, hvad jeg tror, er endetarmen.

Det føles, som om endetarmen også kramper, næsten helt ud til anus. Denne krampe mærkes mere end den i livmoderen. Det føles også, som om min livmoder og endetarm er forbundet. Jeg får ondt begge steder på samme tid, når jeg bløder, og når jeg går på toilettet. Hvis jeg får luft i maven, mærker jeg yderligere til smerterne, og det er værst, hvis der er noget, der skal ud den vej.

Smerterne bliver så slemme, at der ikke er nogen stilling, jeg har det bekvemt i. Jeg kan ikke sidde ned, ligge ned eller ligge i fosterstilling. Jeg kan hverken ligge på ryggen eller på maven, uden at det gør meget ondt. Jeg kan især ikke rejse mig og stå med strakt ryg.

Jeg ligger søvnløs om natten, fordi jeg ikke kan falde i søvn på grund af smerterne. Jeg tager to gange tre plus to smertestillende piller på de værste dage, men vil gerne undgå at tage smertestillende medicin. De sidste par gange har jeg også haft smerter i endetarmen efter blødningen er stoppet, dog kun en dag eller to. Jeg håber, I kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad der er galt.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Du har brug for en grundig undersøgelse af underlivet . Ikke fordi jeg tror, at du fejler noget alvorligt. Du har lidt og døjet længe nok med underlivssmerter, uden at der har vist sig nogen tegn på bedring trods brug af P-piller , som ellers ofte kan have en gavnlig virkning på netop den slags smerter.

Jeg synes, du skal tale med din læge om at få henvisning til en gynækolog eller til en specialafdeling i kvindesygdomme. Udredning af din smertetilstand er for mig at se helt klart en specialistopgave.

Du skal som minimum have foretaget ultralydsscanning af underlivsorganerne. Og måske føles og kikkes op i endetarmen. Måske skal du også kikkes ind i underlivet ved en såkaldt laparoskopi. Kun på den måde kan det afklares, hvad der er årsag til smerterne.

Jeg kan ikke give dig noget sikkert bud på, hvad der i vejen. Det må undersøgelserne afklare.

I ventetiden til du har været igennem undersøgelserne, vil jeg foreslå, at du taler med din læge om at fortsætte med P-pillerne uden at holde pause. Så kommer der ikke blødning og forhåbentlig ikke de svære smerter. P-piller uden pause kan i sig selv være en effektiv behandling af visse lidelser knyttet til underlivsorganerne.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 09.09.2014