Kære Spørger
Overgangsalderen er en livsperiode omkring det tidspunkt, hvor den naturlige produktion af det kvindelige kønshormon mindskes, ægløsninger hører op og menstruationer standser.
Nogle kvinder mærker ikke noget til det, andre er svært generede af blandt andet hedeture, som kan komme mange gange om dagen. Blødningerne bliver ofte uregelmæssige for til sidst at standse helt. I de fleste tilfælde sker det omkring 50-års alderen, men nogle holder op, når de er 40, og andre når de er 60.
Men der er faktisk nogle kvinder, der døjer med "overgangsymptomer" i både 10 og 20 år længere, hvor symptomerne popper op med jævne og ujævne mellemrum. Dog drejer det sig ikke om en ny overgangsalder. Da du tog hormoner, var det formentlig en cyklisk behandling, så du fik menstruationslignende blødninger lige til du sluttede.
Du har sikkert ikke haft blødninger de sidste 10 år. Du fortæller ikke, hvorfor du fik hormoner, eller om de "hjalp". Du fortæller heller ikke, hvorfor du holdt op, og om du så havde det godt eller skidt bagefter. Men nu går det -igen- ikke helt godt, hverken med sexlysten eller de genopståede hedeture.
Tidligere ville man i den situation sikkert have foreslået, at du genoptog brugen af hormoner i en kortere periode for at se, om de hjalp. Men det har, som du sikkert ved, ikke været rigtig god tone de sidste ti år, fordi der stadig er usikkerhed om, hvorvidt eventuelle skadevirkninger (herunder øget risiko for brystkræft ved langvarig brug) overskygger gevinsterne ved brugen. Men det er ikke "forbudt" at forsøge.
Forinden vil jeg nok anbefale, at du får et generelt helbredstjek. Der kunne jo være andre grunde til, at du ikke har det godt med det hele i øjeblikket. Med hensyn til den manglende sexlyst, så tvivler jeg på, at den alene hænger sammen med manglende kvindeligt kønshormon, og sexlyst kan stadig ikke fås hverken i sprøjter eller i tabletter. Hvis problemet er stort og præger dit liv på en generende måde, skal du bede om professionel hjælp. I hvert fald bør du tale med din læge om det.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Specialist i kvindesygdomme