Brevkasse

Spørgsmål   Kvinder

Spørgsmål: Hvorfor har jeg konstant udflåd?

Kære Netdoktor

Jeg har i en lang årrække haft utrolig meget udflåd, og jeg har altid følt mig unormal på grund af det. Jeg har ofte været nødt til at skifte undertøj flere gange om dagen på grund af at mine trusser var gennemblødte eller helt "snaskede". Udflådet har varieret fra at være helt tyndt som vand og mere tykt og yoghurt-agtigt.

De sidste par år er udflådet blevet kraftigere, og jeg synes tit det lugter underligt - fra en nærmest kloak-agtig lugt til en sur lugt. Det er rigtig pinligt, og jeg kan nogle gange lugte det igennem mine bukser når jeg sidder i skole.

Jeg prøvede piller, af mærket Vivag, som man stikker op i skeden. Det hjalp lidt, men kun så længe jeg brugte dem.

Samtidigt med at udflådet tog til begyndte det også at "boble" dernede. Jeg kan bare ligge helt stille, og så bobler det pludselig ud af mig med en eller to bobler af gangen.

Jeg tror ikke det er svamp, da der ingen kløe, irritation eller smerter er og da udflåden bare er hvid. Det er mængden, den svingende lugt og boblerne der generer mig.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar:

Kære Spørger

Udflåd er lige så naturligt som for eksempel mundvand og næsesnot. Men ligesom det kan være irriterende med for meget saft i de øvre organer, så man snøfter eller spytter (har du tænkt på, at for eksempel fodboldspillere altid spytter?), så kan fugtigheden i skedens slimhinder også være for meget af det gode. De hedder netop slimhinder, fordi de ud over selve dækfunktionen har til formål at danne slim.

Det er svært at sige, hvornår det er for meget af det gode. Det er nok også forskelligt, hvor meget det generer den enkelte kvinde. Men som du beskriver det, er det nok i overkanten af det naturlige. Og måske mere end hvad almindelige trusseindlæg, som jo bruger af titusindvis af kvinder, kan klare.

At bremse eller stoppe et naturligt udflåd er imidlertid ikke muligt. Eneste mulige trøst er, at tilbøjeligheden til rigeligt udflåd skifter gennem livet, og at du netop nu måske er på et højdepunkt. Mængden af slim der produceres i slimhinden er påvirket af din krops kvindelige kønshormoner. Derfor kan der også være månedlige variationer i sekretmængden afhængigt af hvor i menstruationscyklus, du befinder dig. Sekretet som sådan er en klar, slimagtig væske, som i skeden tilblandes alle de mikroorganismer, som altid findes i skeden. Det drejer sig om forskellige bakterietyper, herunder gærsvamp og mælkesyrebakterier.

Mælkesyrebakterierne sørger for at sekretet holder en passende surhedsgrad, som hindrer eller nedsætter risikoen for, at infektion opstår. Mælkesyrebakterierne udgør normalt 90 procent af bakteriefloraen. Men nogle kvinder har for få eller dårligt fungerende mælkesyrebakterier, og en gang imellem forskydes balancen, så andre mikroorganismer tager over og dominerer floraen.

Der er ikke tale om infektion og slimhinderne er upåvirkede, men sekretet skifter karakter og bliver rigeligt, flydende, grålighvidt, let boblende og ofte med en ubehagelig, fiskeagtig lugt. Det skifter gennem måneden og påvirkes hvis man har spiral eller ved seksuel aktivitet.

Mange kvinder kender lugten, som kan opstå efter samleje, hvor sæden i toppen af skeden ændrer surhedsgraden i sekretet og medvirker til at fremkalde den karakteristiske tilstand, som kaldes bakteriel vaginose. Men snart efter tager lactobacillerne over igen, og tilstanden normaliseres.

De bobler, du fortæller om, kan jeg ikke give dig nogen sikker forklaring på. Normalt ligger skedens slimhinder tæt mod hinanden. Men det sker ved bevægelse, at lidt luft trænger ind. På vejen ud, skal luften passere skedeindgangen, hvor en slimbarriere måske spærrer udgangen. Med lidt tryk indefra, kan der måske dannes små bobler.

Som du ved, findes der midler som kan medvirke til, at skedens surhedsgrad normaliseres. Men andre og bedre forslag til lindring kender jeg ikke.

Hvis du har mistanke om infektion, skal du tale med din læge om det, men det har du måske allerede gjort?

Du kan læse mere om udflåd her .

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg konstant udflåd?

2025-07-13 | 00:00

Hvordan kan han bare komme videre?

2025-03-8 | 00:00

Gravid efter 14 dage med Isotretinoin

2024-09-14 | 22:31

Må jeg som gravid tømme kattebakken?

2024-04-20 | 00:00

Hvorfor brænder det i min skede?

2023-01-6 | 00:15

Jeg synes mine bryster er for små. Findes der medicin jeg kan tage?

2023-01-20 | 00:00

Gravid og forstoppet

2022-05-10 | 15:14

Skal jeg tage antibiotika for ureaplasma?

2022-05-19 | 11:47

Hvorfor lugter mit underliv af rådden fiskefabrik?

2021-12-29 | 21:42

Jeg er gravid og læser til dyrlæge, er der skadelige kemikalier på mit studie?

2021-11-20 | 00:00

Jeg prøver at blive gravid, men det er endnu ikke lykkedes. Skyldes det blærebetændelse, eller passer jeg og min man ikke biologisk sammen?

2021-10-20 | 00:00

Jeg vil gerne have større bryster - hvad skal jeg gøre?

2021-04-20 | 17:16

Fiskelugt forneden

2021-01-22 | 10:48

Hvad skal jeg gøre ved mit langvarige udflåd?

2020-01-23 | 03:09

Jeg er gravid men er kommet til at drikke mig fuld!

2020-01-16 | 11:42

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.