Brevkasse

Spørgsmål   Kvinder

Spørgsmål: Hyppig menstruation - bør jeg kontakte min læge?

Hej,

Jeg stoppede med at tage p-piller i januar sidste år, så det er 15 måneder siden. Jeg havde på dette tidspunkt taget p-piller i 2,5 til 3 år. Jeg stoppede fordi jeg slog op med min kæreste og tog på en længerevarende rejse i 10 måneder, hvor jeg ikke havde behov for p-piller. I de første seks måneder efter stoppet, udeblev min menstruation. Jeg troede flere gange den var på vej til at komme men det viste sig at være "falsk alarm" - pletblødning og lidt farvet udflåd en gang i mellem. Ingen smerter. Menustrationen begyndte så småt at vende tilbage efter seks-syv måneder og jeg har nedskrevet min menstrationhistorik siden oktober. Her noterer jeg smertegrad, appetit, humør, tidspunkt, varighed, om jeg bløder meget eller lidt og alt hvad jeg ellers observerer omkring min blødning og cyklus.

Her er hvad jeg har gjort mig af observationer:
Jeg oplever en mildere smerte end i perioden før jeg begyndte på p-piller. Dengang havde jeg meget voldsomme smerter og måtte ofte melde mig syg. Men dette problem har jeg ikke længere. Mængden af blod syntes normal. Varigheden for blødningen skifter lidt, men er normalt 3-6 dage. Jeg bliver ofte voldsomt trist og nedtrykt får en følelse af meningsløshed og bliver håbløs omkring livet. Bliver urimeligt let ked af det og vred. Dette sker i dagene op til menstruationen, men det er ikke noget der sker hver gang. I disse perioder kan jeg også opleve øget appetit. Det der bekymrer mig er at min menstruation i gennemsnittet (siden slutningen af oktober) forekommer med et mellemrum på 22 dage. Det syntes jeg er ret hyppigt. længden svinger normalt mellem 20 til 24 dage men har været nede på 18 og oppe på 25 Jeg er sund og rask, normalvægtig, men en lille smule buttet, cykler til og fra arbejde i hverdagene og dyrker motion 1 til 2 gange om ugen, spiser varieret, kan være en smule stresset i hverdagen og har tit søvnproblember.

Jeg har læst at gennemsnittet for blødning for kvinder i min alder er på 30 dage. Jeg syntes jeg er langt under gennemsnittet med 22 dage. Kan og bør jeg gøre noget for at min menustration bliver mindre hyppig? Og bør jeg tale med min læge om det? Skal jeg overhovedet være bekymret?

Mvh E

Svar:

Kære E.

Du beskriver dig selv som en lidt buttet, sund og rask pige, som motionerer rimeligt og regelmæssigt, spiser varieret men stresser lidt i hverdagen, så det kniber med at sove. Altså en ganske almindelig pige, som lever et godt og almindeligt liv, som de fleste af os gør

Og alligevel gør dig tanker, om du nu også er i orden - målt og vurderet ved dine menstruationers rytme og hyppighed. Heller ikke det, er du alene om.

Men lad mig starte med at sætte nogle tal og regnestykker på plads.

8-9 kvinder af 10 har stabil cyklus med kun få dages variation af cykluslængden fra måned til måned. Det kan let få andre kvinder, der ikke bløder lige så regelmæssigt, til at tro, at der er noget galt med dem. Men det behøver ikke at være tilfældet.

Selv om cyklus i gennemsnit varer 28 dage, så er regelmæssige cyklusser på fra 21 dage og op til 35 dage også normale. Selv kvinder, der bløder regelmæssigt har i løbet af et år mindst én periode på under 21 dage og hver tredje mindst én periode, der varer over 35 dage. Det skulle være tiltrækkeligt til at overbevise dig om, at dit blødningsmønster er inden for det normale, selv om menses kommer lidt hyppigere end hos de fleste.

Er vi enige?

Men det er besværligt for dig, at du er generet af humørsvingninger op mod menstruation, selv om det ikke er hver gang. Og du trøstespiser! Jamen også det kan kvinder i hobetal også tale med om.

Om det er normalt, kan man jo diskutere længe, men det er hvert fald ganske almindeligt.

Måske er det bare et sundt tegn fra din krop på, at livet ikke går efter en lige streg, men svinger lidt. Og det er i hvert fald sundt for livet, selv om det er besværligt.

Du behøver efter min mening ikke at være bekymret, men har du brug for mere afklaring, så tal med din læge og få en bekræftelse.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg konstant udflåd?

2025-07-13 | 00:00

Hvordan kan han bare komme videre?

2025-03-8 | 00:00

Gravid efter 14 dage med Isotretinoin

2024-09-14 | 22:31

Må jeg som gravid tømme kattebakken?

2024-04-20 | 00:00

Hvorfor brænder det i min skede?

2023-01-6 | 00:15

Jeg synes mine bryster er for små. Findes der medicin jeg kan tage?

2023-01-20 | 00:00

Gravid og forstoppet

2022-05-10 | 15:14

Skal jeg tage antibiotika for ureaplasma?

2022-05-19 | 11:47

Hvorfor lugter mit underliv af rådden fiskefabrik?

2021-12-29 | 21:42

Jeg er gravid og læser til dyrlæge, er der skadelige kemikalier på mit studie?

2021-11-20 | 00:00

Jeg prøver at blive gravid, men det er endnu ikke lykkedes. Skyldes det blærebetændelse, eller passer jeg og min man ikke biologisk sammen?

2021-10-20 | 00:00

Jeg vil gerne have større bryster - hvad skal jeg gøre?

2021-04-20 | 17:16

Fiskelugt forneden

2021-01-22 | 10:48

Hvad skal jeg gøre ved mit langvarige udflåd?

2020-01-23 | 03:09

Jeg er gravid men er kommet til at drikke mig fuld!

2020-01-16 | 11:42

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.