Kære Spørger,
Lægerne på DoctorsOnly har debatteret problemstillingen på baggrund af spørgers oplysninger. Der har været flere interessante bud på, hvordan spørgeren kan komme videre med udredning, som forhåbentlig kan resultere i, at hun får en endelig diagnose.
Du/I har ikke grund til bekymring. Du/I skal nok få de børn I ønsker, men det bliver formentlig nødvendigt at blande læger ind i forsøgene.
Dine uregelmæssige menstruationer tolkes som en hormonel uregelmæssighed på baggrund af din undersøgelse ved gynækologen. Det kan sagtens være udløst af dit vægttab, og p-pillerne spiller næppe en rolle heri. På blodprøverne vil man kunne skelne mellem en hormon-ubalance fra styringen i hjernen, eller et forhøjet niveau af østrogen, såkaldt PolyCystisk Ovariesyndrom, PCO. Dette kan have betydning for de tiltag, man skal gøre for at opnå en graviditet. Du skal dog påregne fertilitetsbehandling i en eller anden form, men der er stor sandsynlighed for at opnå en graviditet!
Når man, som du, kun menstruerer med lange intervaller (og er undersøgt af gynækolog), skyldes det en hormonel ubalance enten forårsaget af en lidt "utunet" hormon impuls generator (i hjernen) eller af et forhøjet niveau af østrogen i blodet (PCO-betinget ubalance).
Førstnævnte kan være udløst af dit vægttab, specielt såfremt en større del af dine 52 kg udgøres af veltrænede muskler. Hvis dette er tilfældet, er det muligt, at dine menstruationer vil blive regelmæssige, hvis din krops fedtprocent forøges (2-3 kg). Sidstnævnte er til dels arveligt og ses langt hyppigere som årsag til manglende ægløsning end førstnævnte. Tilstanden vil dog ofte forbedres efter et vægttab.
Blodprøver af hormonbalancen kan afgøre, hvilken af de to nævnte tilstande, det drejer sig om. Det ville nok have været mere oplysende, hvis din gynækolog havde sagt, at dine prøver var normale fremfor, at de var fine.
Hvis det drejer sig om førstnævnte (hormon-ubalance fra styringen i hjernen), vil de overordnede kønshormoner (FSH og LH) begge ligge lavt i normalområdet (evnt under normalgrænsen). Østrogen vil ligeledes ligge normalt/lavt.
Hvis det i stedet er en PCO-tilstand, vil FSH ligge normalt, LH ligge højt (i hvert fald højere end FSH) og østrogen ligge normalt-højt.
I begge tilfælde, omend mest udtalt ved PCO, vil dine æggestokke indeholde rigeligt med æg.
Ved begge tilstande er der mulighed for periodisk eller vedvarende normalisering af menstruationscyklus, men ønsker I børn i nær fremtid, bør I kontakte/blive henvist til gynækolog/fertilitetsklinik. I begge tilfælde vil hormonbehandling med over 95% sandsynlighed resultere i ægløsning, og per ægløsning vil I have samme chance for graviditet som jævnaldrende (15-20% per ægløsning).
Hvis den manglende ægløsning er hypothalamisk-betinget, vil man starte med at give de overordnede kønshormoner som daglige sprøjter.
Hvis årsagen er PCO-betinget, vil man stimulere egen-produktionen med tabletter.
Venligst
Lægerne fra DoctorsOnly
Netdoktor har indgået et samarbejde med DoctorsOnly, som er et eksklusivt online netværk for læger i Danmark. Udvalgte spørgsmål, der er blevet sendt til Netdoktors brevkasse, vil blive videresendt til DoctorsOnly.dk, hvor alle lægerne i netværket kan bidrage med deres bud på, hvad der kan være i vejen, og hvordan spørger bedst kan hjælpes videre. Netdoktor videresender kun spørgsmål med spørgers accept, og spørger forbliver anonym.