Svar:
Kære Spørger
De første 5-6 uger efter en nethindeløsningsoperation bør man undgå at få stød eller slag på øjenregionen, og tidligere fik patienterne også besked om at være forsigtige med anstrengelser, der ”kan bringe blodet til hovedet”.
I dag er operationerne så skånsomme og sikre, at det ville være forkert at gøre folk til stillesiddende individer, fordi de har haft en nethindeløsning. Professionelle boksere er den eneste erhvervsgruppe, der stadig er i riskikoklasse for en ny løsning, hvis de fortsætter karrieren.
Det hyppigste opståelsestidspunkt for en nethindeløsning er sent på natten, hvor de fleste ligger roligt i deres senge, og tidligere tiders skånebestemmelser, for eksempel tildeling af førtidspension til en landmand, der er blevet blind af en nethindeløsning på det ene øje, er med god grund forladt.
Det vil være klogt af dig at nævne, at du har haft en nethindeløsning, hvis du skal opereres eller forløses i fuld bedøvelse, da man godt kan risikere at blive anbragt i en position, hvor man kan få et tryk på sit øje. Langt det vigtigste i din situation er dog at være opmærksom på varslingssymptomerne på en ny nethindeløsning (også på det andet øje) i form af :
-
gardinfornemmelse
-
pludselig fremkomst af uklarheder i synet
-
lysglimt i yderkanten af synsfeltet, som ikke skyldes migræne
Fordelen ved at komme tidligt til behandling er blandt andet, at man i visse tilfælde kan undgå en egentlig operation, og nøjes med en laser-forsegling af et nyt hul i nethinden.
Med venlig hilsen
Erik Krogh
speciallæge i øjensygdomme, overlæge, dr. med.