Brevkasse

Spørgsmål   Kvinder

Spørgsmål: Min datter er født uden skede og livmoder

Kære Netdoktor

Det drejer sig om min datter på 18 år. Hun har lige fået foretaget en kikkertoperation i underlivet og resultatet var, at hun er født uden livmoder og desværre også uden skede (Skeden er kun ca. 1 cm). Er det et større indgreb at få en kunstig skede?

Lægen fortalte os, at når man mangler sin livmoder, kan man også mangle den ene nyre. Kan der være fare for andre indre organer?

Hvad er jeres erfaring vedr. dette emne?

Hun er blevet indstillet til samtale og behandling på odense universitetshospital, men vi kender ikke ventetiden og vil derfor gerne have belyst disse spørgsmål. Hun har både de ydre og indre skamlæber samt klitoris. Begge hendes æggestokke ser fine ud og det ser ud til der produceres æg. Hendes helbredstilstand er iøvrig tip top, hun er aldrig syg.

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære Spørger

Det er klart, at din datter er blevet forskrækket og forvirret ved at få at vide, at hun er født uden livmoder. Hun har brug for en grundig og indfølende samtale om det konkrete, og om de muligheder der er for at hjælpe hende.

Du skriver til sidst, at hun er sund og rask. Det er et godt udgangspunkt. Du skriver også, at hun har normale ydre kønsorganer og normale - normalt fungerende - æggestokke. Hun er formentlig af ydre en normal voksen kvinde, som kun adskiller sig fra andre kvinder ved, at hun ikke kan gennemføre et almindeligt samleje - på grund af den meget korte skede - og at hun ikke får menstruation, fordi hun mangler livmoderen. På lidt længere sigt betyder det selvfølgelig også, at hun ikke kan få børn. Tilstanden er kendt men sjælden.

Allerede i det tidlige fosterliv dannes skede og livmoder, men det er altså ikke sket for hende. Øvrige organer er formentlig normale, men når lægen har talt om nyrerne, hænger det sammen med, at de også dannes fra samme strukturer som livmoderen. Formentlig har hun normal nyrefunktion. En undersøgelse, som viser nyrefunktionen er let at få foretaget. Det er godt at vide, at æggestokkene se ud til at være normale. Det sker nemlig, at det ikke er tilfældet. Men også det kan undersøges og afklares helt. Da der er tale om en genetisk, medfødt forandring, vil hun sikkert blive anbefalet en udredning på dette område for en sikkerheds skyld.

Med hensyn til hendes seksuelle funktion, så kan det ved udblokning eller ved operation lade sig gøre at danne en skede, så hun kan gennemføre normalt samleje som andre kvinder. Det vil formentlig blive tilbudt, når behovet herfor viser sig. Derimod kan det ikke lade sig gøre at etablere en erstatning for livmoderen.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i gynækologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg konstant udflåd?

2025-07-13 | 00:00

Hvordan kan han bare komme videre?

2025-03-8 | 00:00

Gravid efter 14 dage med Isotretinoin

2024-09-14 | 22:31

Må jeg som gravid tømme kattebakken?

2024-04-20 | 00:00

Hvorfor brænder det i min skede?

2023-01-6 | 00:15

Jeg synes mine bryster er for små. Findes der medicin jeg kan tage?

2023-01-20 | 00:00

Gravid og forstoppet

2022-05-10 | 15:14

Skal jeg tage antibiotika for ureaplasma?

2022-05-19 | 11:47

Hvorfor lugter mit underliv af rådden fiskefabrik?

2021-12-29 | 21:42

Jeg er gravid og læser til dyrlæge, er der skadelige kemikalier på mit studie?

2021-11-20 | 00:00

Jeg prøver at blive gravid, men det er endnu ikke lykkedes. Skyldes det blærebetændelse, eller passer jeg og min man ikke biologisk sammen?

2021-10-20 | 00:00

Jeg vil gerne have større bryster - hvad skal jeg gøre?

2021-04-20 | 17:16

Fiskelugt forneden

2021-01-22 | 10:48

Hvad skal jeg gøre ved mit langvarige udflåd?

2020-01-23 | 03:09

Jeg er gravid men er kommet til at drikke mig fuld!

2020-01-16 | 11:42

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.