Hudlidelsen psoriasis er forbundet med en forhøjet risiko for hjertekarsygdomme, men et nyt studie fra Aarhus Universitetshospital viser, at risikoen kan mindskes, hvis man behandler psoriasisen effektivt.
Læs mere om psoriasis og følgesygdomme her
Psoriasis er en inflammatorisk tilstand, det vil sige en betændelsestilstand, der giver de velkendte gener i huden som røde plamager og afskallende områder. Men hvad færre måske ved, er, at de stoffer, der fremkalder betændelse i huden, også cirkulerer rundt i kroppen med blodet og derfor kan resultere i forkalkninger af blodkarrene. Denne forkalkningsproces kan imidlertid stoppes, hvis man behandler betændelsestilstanden, lyder konklusionen altså på det nye studie.
I studiet sammenlignede man to grupper af patienter med svær psoriasis. Den ene gruppe blev behandlet med såkaldte biologiske lægemidler, som efterligner nogle af kroppens virkninger og dæmper betændelsestilstanden i kroppen. Den anden gruppe, kontrolgruppen, fik enten ingen behandling eller lægemidler, der skulle smøres på kroppen. Efter et år kunne forskerne konkludere, at åreforkalkningen i og omkring hjertet var blevet bremset blandt de patienter, der var blevet behandlet med biologiske lægemidler, mens forkalkningsprocessen var skredet målbart frem hos kontrolgruppen.
Blandt forsøgspersonerne var også nogle med atopisk eksem (børneeksem/astmaeksem) og denne gruppe havde ligeledes positiv effekt af den biologiske behandling.
Resultaterne af studiet kan muligvis komme flere patientgrupper til gode, fortæller Kasper Fjellhaugen Hjuler, læge og Ph.D.-studerende, Aarhus Universitetshospital. Psoriasis er bare ét eksempel på sygdomme, som skyldes en betændelsestilstand i kroppen. Når man forstår sammenhængen mellem betændelsestilstanden og forkalkning af blodkarrene kan resultaterne få betydning for behandling af andre sygdomme.
Kilder: Aarhus Universitets Hospital og JAMA Dermatology
Sidst opdateret: 11.07.2016