Langt flere danskere overlever hjertestop i det offentlige rum, men i hjemmet er det stadig yderst livsfarligt at blive ramt af et hjertestop.
Læs også: Genoplivning af voksne - trin for trin
75 procent af alle hjertestop uden for hospitalet sker i private hjem, og her er chancen for at overleve blot 8 procent, selvom der er en anden person til stede. Det viser nye tal fra Dansk Hjertestopregister.
Til gengæld er antallet af personer, der overlever et hjertestop i det offentlige rum, steget markant fra 9 procent til 24 procent i årene 2002-2014.
- Hvis personen, der får hjertestop, er alene i boligen, er der meget ringe chance for at overleve, og hvis der kun er ét vidne, som både skal ringe 112 og yde genoplivning, forringer det også chancen. Endvidere er det sjældent, at hjertestarterne kommer i brug, da der ikke er nogen til at hente dem, og ofte er der ingen hjertestartere i beboelsesområderne. Så der er et stort uforløst potentiale for at øge overlevelsen i de private hjem, siger læge Steen Hansen, som er forsker på Aalborg Universitetshospital.
Læs også: Genoplivning af børn - trin for trin-guide
Forskerne på genoplivningsområdet er enige om, at det er nødvendigt at involvere vidnerne til hjertestop, hvis det skal lykkes at øge overlevelsen efter hjertestop uden for hospitalerne. Det er i langt de fleste tilfælde nemlig kvaliteten af den livreddende hjælp, der gives, før ambulancen når frem, der er afgørende for overlevelsen og hvordan den ramte person klarer sig igennem et hjertestop.
Antallet af hjertestop uden for hospitalet er ca. 3.500 årligt. I 2002 overlevede 150 personer, mens der i 2014 var 500 personer, der overlevede.
FÅ FLERE VIGTIGE NYHEDER OM DIN SUNDHED HER!
Kilde: Dansk Hjertestopregister
Sidst opdateret: 30.05.2016