Hjerterytmen påvirkes, når man er i sorg


I op til et år efter tabet af en partner kan man have risiko for at udvikle uregelmæssig hjerterytme, også kaldet atrieflimren. Det viser et nyt, stort observationsstudie fra Aarhus Universitet.

Studiet viser, at der er en sammenhæng mellem sorgrelateret stress og risikoen for hjerteproblemer samt slagtilfælde i tiden efter, man har mistet sin partner. De første 8-14 dage efter dødsfaldet er man som pårørende i størst risiko, hvorefter risikoen falder gradvist til normalt leje.

Studiet peger på, at den akut opståede stress kan påvirke hormonbalancen og dermed påvirke hjerterytmen.

Læs også: Atrieflimren

- Akutte stress-situationer, som det at miste sin partner, udgør en stor belastning for os mennesker, som påvirker hjertet og kan give atrieflimren. Vi ved fra andre studier, at krop og sind spiller sammen også i forhold til at få hjerte-kar-sygdom, så den ny viden fra Aarhus bekræfter endnu engang, at stress er en risikofaktor på højde med de mere kendte såsom rygning, kost og motion, udtaler professor i kardiologi og forskningschef hos Hjerteforeningen Gunnar Gislason.

Førsteforfatter på studiet, Simon Graff, mener, at man bør være mere opmærksom på de efterladte pårørende og deres psykiske tilstand i tiden efter et dødsfald, så man bedre kan forebygge hjertesygdom.

FÅ FLERE VIGTIGE NYHEDER OM DIN SUNDHED HER!


Kilde: Hjerteforeningen

Sidst opdateret: