Annonce

Kan du spotte et stroke?

Stroke er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark, men med hurtig behandling kan mange overleve og få et godt liv. Her kan du lære om, hvad du skal være opmærksom på.

Et stroke kaldes også apopleksi eller slagtilfælde og dækker både over en blødning eller blodprop i hjernen. Ved et stroke får hjernecellerne ikke tilstrækkelig ilt og næring, og det gør, at de enten dør eller holder op med at virke normalt. Det kan føre til fysisk og mentalt handicap eller i værste tilfælde dødsfald.

Omkring 12.000 danskere rammes årligt af et stroke. 85 procent af tilfældene skyldes en blodprop i hjernen, mens 15 procent skyldes en hjerneblødning.

Læs også: Blodprop.dk

Sådan genkender du symptomerne på et stroke

Symptomerne på stroke kan være meget forskellige og afhænger af, hvor blodproppen eller blødningen sidder, og hvor stor den er. Ofte gør det ikke ondt, når man får et stroke, og det er derfor vigtigt at kende de hyppigste symptomer.

De tre mest almindelige symptomer på et stroke er, at man bliver lam i den ene side af ansigtet, den ene arm eller det ene ben, eller at man får svært ved at tale.

Du kan bruge remsen stræk, snak, smil til at genkende symptomerne. Er du i tvivl, om en person har et stroke, kan du derfor bede dem om at strække, snakke og smile:

  • Stræk: Hænger den ene arm eller det ene ben?
  • Snak: Hænger ordene ikke sammen?
  • Smil: Hænger den ene mundvige eller den ene del af ansigtet?

Andre symptomer på stroke kan være:

  • Forståelsesproblemer

  • Synkeproblemer

  • Blindhed i den ene halvdel af synsfeltet

  • Koordinationsproblemer

  • Balanceproblemer

  • Gråd, der virker uforklarlig.

  • Pludselig og kraftig hovedpine uden nogen årsag.

Læs også: Apopleksi (slagtilfælde, stroke)

Det skal du gøre, hvis du mistænker et stroke

Hvis du mistænker, at du selv eller en du kender får et stroke, er det vigtigt, at du straks søger læge. Kan du ikke umiddelbart komme i kontakt med vagtlæge eller egen læge, skal du ringe 112. Det er vigtigt, fordi man inden for de første 4,5 time kan give blodpropopløsende behandling. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre er det.

Når man kommer i behandling for et stroke, vil man først få lavet en CT- eller MR-scanning af hjernen. Det er den eneste måde, man kan afgøre om et stroke skyldes en blodprop eller en blødning i hjernen. Ved en blødning i hjernen kan man i sjældne tilfælde foretage en operation.

Læs også: Stroke - Få det bedste ud af livet efter hjerneblødning eller blodprop

Genoptræning er vigtig

Efter et stroke vil man som regel få det bedre af sig selv den første uge, men derefter skal der genoptræning til, for at få det bedre. Hvor godt resultatet bliver, kan man ikke forudsige i de enkelte tilfælde, men så længe det går fremad, er der håb om yderligere forbedringer.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Hjerteforeningen, RedHjernen, Symptomer på stroke, RedHjernen, Hvad er et stroke?, Netdoktors egen artikel om Apopleksi (slagtilfælde, stroke)

Sidst opdateret: 10.05.2022

Annonce