Studie: Kolesterol-medicin øger ikke risiko for hjerneblødning

Det kolesterolsænkende lægemiddel statiner har længe været mistænkt for at øge risikoen for hjerneblødninger. Nyt studie peger på, at det ikke er tilfældet.

I mange år har der været usikkerhed om, hvorvidt den udbredte kolesterolsænkende tablet med lægemidlet statiner, øger risikoen for hjerneblødninger. Frygten kom især efter et studie i 2006, hvor man undersøgte personer, der allerede havde været ramt af hjerneblødninger.

Nu er der foretaget et nyt studie på personer, som ikke tidligere har haft en hjerneblødning. Dette studie peger på, at lægemidlet faktisk ikke øger risikoen for hjerneblødninger, men tværtimod ser ud til at have en beskyttende effekt mod dem.

Læs mere om hjerneblødninger

Om det nye studie

Studiet er foretaget over en tiårig periode (2004-2014), hvor forskerne har fulgt 520.000 personer, som har taget statiner og sammenlignet dem med en kontrolgruppe, der ikke tog statiner. Undersøgelsen viste, at risikoen for for hjerneblødning var 22-35 procent lavere hos den del, der tog præparatet statiner.

Læs mere om kolesterol

Fakta om kolesterol og statiner

Højt kolesterolniveau kan føre til åreforkalkning og hjerte-karsygdomme. Statiner er et kolesterolsænkende lægemiddel. Det betyder, at det sænker niveauet af kolesterol i blodet. Det gives til folk med forhøjet kolesteroltal, hvor en kostændring ikke har været nok til at sænke kolesterolniveauet. Hver dag bliver det taget af en halv million danskere.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Tv2, medicin.dk og Netdoktors artikel om Hjertekarsygdomme

Sidst opdateret: 19.03.2019