Giver højt indtag af rødt og forarbejdet kød større risiko for at få hjerte-kar-sygdomme? Ny dansk forskning viser, at risikoen måske i virkeligheden afhænger af, hvad du spiser sammen med kødet.
Sammenhængen mellem rødt kød og hjerte-kar-sygdomme har været genstand for megen forskning, men resultaterne fra tidligere studier peger i mange forskellige retninger.
Nu er danske forskere dog kommet et skridt tættere på at forstå sammenhængen mellem indtag af rødt, forarbejdet kød og hjerte-kar-sygdomme.
Læs også: Motion og hjerte-kar-sygdomme
Studiet er et samarbejde mellem danske forskere fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og belgiske forskere fra Ghent Universitet. Projektets formål er at blive klogere på, hvilke andre livsstilsfaktorer der spiller ind, når det kommer til sammenhængen mellem rødt kød og hjerte-kar-sygdomme.
Derfor har forskergruppen undersøgt fire kostmønstres påvirkning af en forbindelse, der kaldes TMAO (trimethylaminoxid).
TMAO er en forbindelse, der dannes i leveren. De stoffer, der danner forbindelsen, findes især i kød fra firbenede dyr eksempelvis oksekød eller svinekød.
Tidligere studier har vist, at TMAO øger risikoen for åreforkalkning, som er årsag til en lang række hjerte-kar-sygdomme, for eksempel blodprop i hjertet. Derfor fraråder ernæringseksperter, at man indtager for meget mad med TMAO.
Læs også: Kost og hjerte-kar-sygdomme
Forskerne har over en periode på fire uger holdt øje med TMAO-niveauet hos 32 grise. Grisene er blevet fodret med kylling eller rødt kød sammen med enten en kost med et højt fedtindhold og få grøntsager eller en sundere og mere fiberholdig kost med et højt indhold af grøntsager.
Og resultaterne er klare. Vores øvrige kostmønster har en væsentlig indflydelse på TMAO-niveauet.
Hos de grise, der er blevet fodret med rødt og forarbejdet kød sammen med ellers fiberrig kost, er der fundet lavere TMAO-niveau i urinen, end ved de grise der udover rødt kød fik en mindre fiberholdig kost. Det forklarer professor Hanne Christine Bertram, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
– Dette viser os, at der er en sammenhæng mellem den mængde TMAO, der dannes, når vi spiser rødt og forarbejdet kød, og hvad vi ellers spiser, siger hun.
Læs også: Sådan sænker man fedtindholdet i kosten
Det er altså ikke det røde kød i sig selv, der er farligt, for ifølge studiets resultater påvirkes TMAO-niveauet af vores øvrige kost. Derfor behøver det ifølge Hanne Christine Bertram ikke at være skadeligt at spise rødt og forarbejdet kød, så længe man i øvrigt spiser sund og fiberrig mad.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Hjerteforeningen og Netdoktors egen artikel Hjertekarsygdomme
Sidst opdateret: 10.08.2020