Udeblevet menstruation i 2 år?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en 20-årig pige, der ikke har haft min menstruation i snart 2 år. Den startede med at udeblive efter en ferie sydpå, hvor jeg tog et par piller købt på Apoteket, som skulle pause-sætte min menstruation. Det gjorde de sørme også, men menstruationen udeblev fortsat..

Efter et par måneder, valgte jeg at blive pescetar (vegetar, dog med fisk) og samtidig med træning (2-3 gange ugentligt), tabte jeg mig 5 kg. Jeg er en pige på 1,80 m og med en vægt på 60 kg, men ser sund og rask ud både udenpå og indvendig. Jeg er meget madglad pige med rigtig god appetit og et sundt forhold til mad. Jeg har ikke trænet de sidste par måneder, og levet mere usundt end jeg plejer og taget et par kilo på igen - men stadig ingen menstruation. Jeg kontaktede min læge, som siger, at menstruationen vil komme, hvis jeg tager flere kilo på.

Kan jeg spise mig til et højere østrogen niveau, eller tage nogle tabletter/piller for det? Går ud fra at mit østrogen-niveau er ret lavt, når jeg ikke har menstruation. Har læst mig frem til at linser, kikærter mm. er godt, og dem spiser jeg også pænt af. Har også læst, at rødkløver skulle være fyldt med østrogen - kan du anbefale mig at tage det?

Min læge siger, at det er ganske normalt blandt unge, tynde piger, at menstruationen udebliver, og at jeg slet ikke skal være nervøs for det. Men synes at det er ret ubehageligt at den ikke kommer, især når jeg spiser meget varieret og de anbefalede 5-6 måltider dagligt. Spiser også meget ost, fedtstof (smør, olie mm), nødder, kerner, andre fede fedtstoffer og får mælk for at hjælpe menstruationen på vej. Jeg døjer med uren hud omkring munden (hudorme, mørke "pletter"), som jeg har læst mig frem til, er grundet hormonubalance.

Håber at du har nogle gode råd/idéer til hvad jeg kan gøre, eller har erfaring med lignende. Min læge foreslog mig også at starte på p-piller for at få gang i cyklussen igen, men min krop reagere ikke godt på dem.

Glæder mig til at høre fra dig ;-)

Pige/kvinde, 20 år, 180 cm, 60 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger

Jeg går ud fra, at du er træt af, at systemet ikke fungerer, så der kommer regelmæssige menstruationer igen. For jeg går ud fra, at blødningerne kom regelmæssigt med fire ugers mellemrum til for to år siden?

Eller gjorde de?

Nå, hvor om alting er, så har du brug for en afklaring, nu hvor der er gået to år siden sidste blødning. (Jeg skal dertil i en parantes tilføje, at virkningen af de piller, du købte på apoteket og tog, for længst er ude af kroppen).

Tiden er inde til, at du får foretaget en grundig gynækologisk undersøgelse med ultralydsskanning. Måske vil gynækologen supplere med nogle hormonanalyser. Ikke fordi jeg tror, du fejler noget, men for en ordens skyld. Og jeg går ud fra, at du ikke er gravid!

Og så kommer det næste spørgsmål:

Hvis blødningerne ikke kommer igen af sig selv, vil du så være gravid?

I så fald kan det blive nødvendigt med hormonbehandling, så du får ægløsning. Så er det den vej, vi skal. Men hvis du ikke vil være gravid lige nu, skal være opmærksom på, at du godt kan blive gravid, selv om der ikke har været menstruation i to år. Chancen er lille, men den er der. Og så kunne det måske være en god ide at prøve et almindeligt p-pillepræparat.Og så får du sikkert blødning, som du ønsker det.

På længere sigt? Den tid, den glæde!

PS: Jeg tror ikke at dine sunde spisevaner, som du beskriver dem, spiller nogen rolle.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i gynækologi

Sidst opdateret: 27.07.2018