Det er ikke kun gravide, der skal sørge for at spise nok folinsyre. Mangel på vitaminet kan nemlig også påvirke resten af befolkningen mere, end man hidtil har vidst. Det viser ny dansk forskning.
Sundhedsstyrelsen har længe anbefalet gravide at tage et dagligt kosttilskud med folinsyre, også kaldet folsyre, folat og folacin.
Folinsyre er et vitamin, der findes i kosten, blandt andet i kornprodukter, mælk, og grønne grøntsager som ærter og broccoli. For gravide kvinder er det dog nødvendigt med et ekstra tilskud for at få tilstrækkeligt i forbindelse med graviditet. Det forebygger nemlig, at børn fødes med misdannelser af hjerne og rygmarv.
Ny dansk forskning viser nu, at alle andre også skal være opmærksomme på, at de ikke mangler folinsyre, da det kan påvirke kroppens evne til celledeling.
Læs også: Hvad bruger kroppen folinsyre til?
I studiet, som er publiceret i tidsskriftet PNAS, har forskere fra Københavns Universitet fundet ud af, at mangel på folinsyre skaber flere og større skader på vores DNA, end man tidligere troede.
Mangel på folinsyre påvirker altså vedligeholdelsen af kromosomer, og hvis en celle først er blevet skadet, kan den ikke blive fikset igen, selvom man efterfølgende spiser en masse folinsyre.
- Det kan forklare, hvorfor folat-mangel er forbundet med adskillige sygdomme som eksempelvis infertilitet, psykiske problemer og kræft, siger Ying Liu, som er lektor ved Center for Chromosome Stability og en af forskerne bag studiet.
Læs også: Generelt om B12-vitamin
Forskerne bag studiet opfordrer derfor til et større fokus på, om man har nok folinsyre i blodet, som kan måles ved en blodprøve.
Når blodprøven er taget, kan man så vurdere, om man har brug for tilskud af folinsyre til at hjælpe celledelingen på vej.
Du kan læse mere om, det anbefalede daglige indtag af folinsyre her.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Københavns Universitet, Sundhedsstyrelsen, PNAS og Netdoktors egen artikel: Folinsyre.
Sidst opdateret: 22.01.2019